Tanken om at indtage halvlunkne nudler med et irørt æg hver morgen de næste 10 dage var ikke just tiltalende, men nyt, anderledes og spændende - det var det. Udvalget i kantinen var meget bredt men samtidigt utrolig ensidigt. Retterne flød næsten alle sammen til én, nøjagtigt som den store menneskemængde der mødte os om morgenen i kantinen. En selvfølge man forventer til morgenmaden hos Hr. og fru. Danmark er naturligvis den skønne, kolde minimælk. Den var der ingen spor af her. Det tætteste vi kom på at finde noget at drikke til morgenmaden var en varm suppe. Vi undlod helt at drikke den morgen.
I dag gik turen til storbyen Tianjin, som ligger ved Kinas østkyst. Det er den tredjestørste by i Kina med knap 13,5 mio. indbyggere, som alle minder uhyggeligt meget om hinanden. Vi skulle ind mod byen med en bus, som vores skole havde stillet til rådighed til os. Det var skønt at vi ikke skulle med den trænge offentlige transport i Kina. Bussen var stor, og sæderne havde en kontinuerlig dunst af gammel, grå cigaretrøg. Buschaufføren var ikke helt til at få øjenkontakt med om morgenen - han passede blot sit arbejde mens hans blik fastholdt den samme position mod forruden, selvom vi ikke var trillet ud af skolens store port endnu. Turen ind mod storbyen var heldigvis ikke meget længere end 45 minutter. I løbet af disse minutter fik vi vores første rigtige indtryk af landet vi havde hørt så meget om. Det første jeg lagde mærke til mens vi kørte, var de mange dyre biler. Jeg havde næppe forventet at befolkningen i Kina, som generelt er relativt fattige, havde råd til at køre i meget bedre biler end os i lille, dyre Danmark. Stort set alle biler var pæne, nye og nydelige - kun få biler var gamle og slidte. Min første hypotese blev altså allerede der manet i den støvede, tørre jord.
Nu har jeg aldrig selv været ude for Europas trygge grænser. Bygningerne i Tianjin var storslåede, høje og fyldte det meste af udsynet fra busvinduet. Tårn efter tårn - og endnu et endnu. Den højeste bygning, som jeg har betragtet i løbet af mit 17-årige liv, kunne snildt være Rundetårn. Det her var nu noget anderledes. Menneskerne på gaden var en stor masse, der ubekvemt maste sig gennem gaderne. Tre ældre, fine, kinesiske damer så yderst fascinerede og lykkelige ud efter at de have spottet min hårfarve i vores lille mængde - blondt hår betyder nemlig lykke i Kina. Hvis du som kineser har rørt eller fået taget billede med en, som har blondt hår, så kan du roligt være overlykkelig resten af dit liv. Det værste for mit vedkommende var, at jo blondere hår man havde, desto mere opsøgende blev de. Det kunne godt blive en smule grænseoverskridende, men det var en del af oplevelsen.
Mens nogle tog til en kinesisk skrædder for at få skræddersyet fint tøj af silke, tog nogle andre af os ud i de store, kinesiske gader for at opleve storbykulturen. Luften var tyk og sød af den store mængde smog. Smog er en luftforureningsform som ofte opleves i særligt Kina. De større butikker som fx H&M og Adidas var nøjagtigt som i Danmark - endda i samme prisleje. Dog var gaderne også fyldt med mindre, mere unikke butikker. Her kunne man tillade sig at ”prutte om prisen”. Det er ikke lige min styrke, må jeg sige. Efter omtrent 3 timer gik turen hjemad igen. Vi sad vidst alle og halvsov lidt i bussen, da jetlaggen stadig snurrede i vores hoveder. Tianjin skulle vi se meget mere til de næste 10 dage, og vi glædede os!