Klangen fra musikken, som rungede gennem hotelgangen, gav smil på læben. Alle vidste, hvad dagen bød på, og vi var mere end klar. Selvom det var tidligt om morgen, fremmødte alle med en enorm energi, og vi var alle vildt spændte. Vi var nu allerede nået til det punkt på turen, hvor flere hellere ville bruge lidt ekstra tid på værelset end at skulle ned til den kvalmende friture lugt. Dog fik alle lidt i maven, selvom det bestod af sodavand og kinesisk slik. Da vi om ud i bussen, lugtede der som alle de andre dage altid intenst af røg, så hvis man ikke havde fået kvalme fra morgenmaden i kantinen, så var den sikret på nuværende tidspunkt. Bussen havde stadig ikke fået aircondition, så der var som sædvanlig 37 grader varm, så vi frøs i hvert fald ikke. Selvom luften var ringe, kunne det ikke ødelægge vores gode humør og Marius fyret op for musikken. Vi havde fået at vide, at busturen ville være lang, så de fleste havde håbet på en lille lur i rolige omgivelser, men tværtimod skete det modsatte. Der gik ikke mere end en halv time før vi fandt ud af at vores buschauffør aldrig før havde fået lov til at udleve sin drøm, om at være med i Fast and Furious, så han prøvede da ihærdigt at udleve den nu. En bustur som skulle have været 4 timer lang, blev kortet ned til 2,5 time grundet en jævnlig hastighed på 100 km/t. Dem af os som var køresyge fik, da i hvert fald den dårlige morgenmad op igen, og en af de søde små kineseres bræk lyde harmonerede godt med Marius improviserede sangtekst. Efter 1,5 times kørsel nåede vi op til bjergene, og det var her, vi for alvor begyndte at blive meget urolige for vores liv. Vi havde dog vænnet os til en vild kørsel med overhalinger, og en voldsom attitude overfor de andre biler, men at vi skulle køre 100 km/t i en overhaling med mindre end en 1 meters afstand for klippeskrænten, og at vi skulle have en lastbil som modkørende med mindst lige så høj fart mod os, tror jeg ikke der var nogle som havde forudset. Dem som sov, vågnede i hvert fald meget hurtig. Men det var kun starten på den sindsoprivende oplevelse med en kinesisk buschauffør. Efter de 2,5 time med en vild kørsel, og de ekstra poser med bræk, nåede vi endelig frem til den kinesiske mur. Vi var alle fuldstændig lamslået af vores udsigt, og vi kunne slet ikke vente med at skulle bestige de mange tusinde trappetrip. Vi blev lukkede ind ad en stor port, som førte op mod bjerget og efter vi havde fået omkring de 10.000 billeder som kineserne ville have, fik vi frit lege til at gå rundt. Dette var meget indbydende for flere af drengene, og det tog dem ikke mange meter før de satte i løb for at udforske den kinesiske mur og alt det som egentlig var forbudt at gå videre på. De fleste nåede op til det sted hvor muren var under renovering, men selvom der var et stort skilt med en masse kinesiske tegn, stoppede det os ikke fra at gå videre of road. En lille sti med en masse affald førte os op til en ældre del af muren som forholdsvis var til at gå på. Efter 20 minutter nåede vi op til vores første stop, som var ved en lille kinesisk bygning. Da vi nåede helt op på toppen af bjerget, tog det ikke mere end få sekunder før de fleste piger gik helt amok med deres mobiler for at få det perfekte instagram billede. Koste hvad det ville, men flere skulle ud og sidde på klippeskrænten med intet under sig andet end kun flere 100 meter ned til en hård grus afgrund.
Efter 1000 instagram billeder rigere vendte vi om, da turen nu gik tilbage til mødestedet ved bussen. Efter størstedelen af klassen havde ventet i bussen godt en time, kom drengene først tilbage en time senere efter mødetidspunktet. Dog havde de været på en ekstrem lang og hård tur op gennem bjergene, hvilket man tydeligt kunne se, som de stod der i bar overkrop. Nu gik turen hjemad igen, og ingen af os glædede os til endnu en sindsoprivende bustur. Den skulle bare overstås! Og som vi havde forventet, var busturen lige så slem, som tidligere på dagen. Selvom vi havde brugt stort set alt vores energi på muren, var humøret stadig højt, og vi havde en hyggelig bustur hjem bortset fra, at vi var ved at dø hvert andet minut. Da vi endelig kom frem til Campus, var vi alle mere end klar til at møde vores senge med stor kærlighed. Dog smuttede de fleste alligevel forbi den muslimske kantine, for at få en smule mad i maven efter dagens anstrengelser. Resten af aften havde vi ellers fået frit lege, som de fleste udnyttede til at sunde sig efter dagens strabadser, hvilket betød maks hygge på værelserne med masser af kinesisk slik og film.