Da vækkeuret ringede kl. 05:15, var jeg ikke ligefrem den bedste version af mig selv. En anelse morgensur, sulten og grim bevægede jeg mig ned mod den halvkolde bus. Busturen i dag ville vare en evighed, og det var vi alle sammen godt klar over. Skønt. Måske ville en smule mad i maven gøre mig mindre ”hangry”? Da den søde kinesiske medhjælper fra skolen delte vores madpakker ud, trak vi alle lidt på næsen. Der var mug på maden, og den var langt fra frisk - det var desværre ikke første dag vi oplevede det. Jeg fik, grundet min træthed, også smagt på en 9 måneder gammel mælk - og den var dejlig sur. En ting, som jeg havde haft særligt hede fantasier om i løbet af de foregående dage, var leverpostejsmader. Dem kunne jeg havet kværnet i lange baner. På en tom mave, men med en fyldt benzintank, gik turen i dag nu mod den kinesiske hovedstad, Beijing.
Efter 4 lange timer, hvor størstedelen af os udnyttede stilheden til at sove, ankom vi omsider til Beijing. Byen så ikke synderlig anderledes ud i forhold til Tianjin, men her var flere mennesker. Mange flere mennesker. Jeg havde ikke rigtig dannet mig en forventning om Den forbudte By, som vi skulle ind og besøge. Det måtte være som det var. Her blev vi mødt af synet af ”rigtige kinesiske bygninger” - sådan nogle bygninger, hvor man snildt kunne forestille sig en gammel, gul kejser sidde og meditere inde i. Bygningerne var sindssygt smukke. De mange forskellige farver og kontraster gjorde oplevelsen helt speciel. Desværre var den store menneskemængde også med til at ødelægge stemningen. Efter 2 timer mødtes vi endnu en gang ved bussen, som nu skulle transportere os gennem byen til det kendte marked, Pearl Market. Da Kina er et fattigt land, associerede jeg et marked som værende en masse faldefærdige boder på en stor plads. Bag disse boder forstillede jeg mig gamle, krumryggede koner i farverigt tøj - men sådan blev det næppe.
Ved Pearl Market ventede os en stor, vedligeholdt, flot bygning. Der skulle vi ind. Boderne var store butikker, de gamle koner var unge og smukke kvinder iført blazere, og den store plads var i flere etager forsynet med elevator og rulletrapper. Intet var altså som jeg havde forestillet mig. Her skulle man virkelig prutte om prisen. Jeg fik et sæt spisepinde pruttet ned fra 200 til 30 yuan. 1 yuan svarer nogenlunde til 1 dansk krone, hvilket var dejlig nemt at forholde sig til. Boderne var fyldt med alt man kunne forestille sig - blot i en ”fake” version. Menneskerne, som stod i butikkerne, var helt utroligt påtrængende. De tog fat i min arm, for blot at få mig til at købe noget, hvilket var helt vildt grænseoverskridende. Alle råbte på én gang på gebrokkent engelsk ”Kom her, køb her! Billigt, billigt, endnu billigere for dig! Ægte varer, ægte varer!”. Forestil dig at høre på det, i et rimelig højt kinesisk toneleje, i 2 timer. Ja, jeg var nødt til at smutte på den nærmeste McDonald’s og spise en burger. Man havde simpelthen brug for 5 minutters ro.
Endnu en gang ventede vores trofaste bus på os ude foran Pearl Market. Nu gik turen hjemad, og ingen af os så frem til endnu 4 timer i bus. Trætte, men glade, gik vi ind i bussen og placerede os på bussæderne. Det havde været en dag fyldt med indtryk, oplevelser og nye minder.